Kurser og workshops

Med udgangspunkt i gamle nordiske og danske sangtraditioner, samt mit mangeårige arbejde med dans og teater, arbejder jeg med at udvide og udfordre  stemmen og styrke friheden i sang og personlig fortolkning.

Stemmen er det udtryk der et tættest på din sjæl
Jeg arbejder med improvisation, lyd, kendte og ukendte sange og komposition af nye sange.

Jeg introducerer forskellige af de sangtraditioner jeg har arbejdet med, med henblik på at hver sanger kommer tættere på et personligt udtryk i sangen.
Jeg arbejder altid med udgangspunkt i de mennesker jeg står overfor og med den sammenhæng vi er i.

Det er væsentligt både at arbejde med tradition og fornyelse.
Vi skal have et solidt fundament at stå på og samtidig forholde os til de mennesker og den tid vi lever i lige nu og her.

BALLADER OG FOLKEVISER
Ballader er historier der fortælles mens man synger og danser. De fleste af dem er meget gamle. Denne måde at synge og fortælle på er vokset ud af folkekulturen rundt omkring i verden, og er en måde at være sammen med andre på. Sangene og dansene har været brugt til at styrke fællesskabet, til at glædes sammen og til at lindre sorg og give råd og vejledning. Historierne og tonerne i balladerne er
arketypiske sindbilleder, som handler om ting der skubber til os i livet. Temaer og
begivenheder der finder sted igen og igen og har gjort det siden tidernes morgen.
Der er et kollektivt lag og et personligt lag i historierne og tonerne. Begge dele erlige vigtig og relevant på de rette tidspunkter og steder. Balladerne kan synges på
mange forskellige måder. Som solosang, som fællessang, med stor kraft, nænsom messen, til dans eller som sangballader. Dog er der en ting der er fælles for dem
alle:
Det kræver at man står frem med det man synger, som den man er.

HYRDERÅB OG GADESANG
De gamle nordiske hyrderåb er små musikalske formler og melodiske motiver der har århundreders tradition bag sig. Det kan være dyrekald,
gadehandlerråb .m. Det kan også være efterligninger og tolkninger af fuglesang og anden lyd, også kaldet naturlyd eller ur sang.
Fælles er for dem at de skal kunne høres vidt omkring udendørs og samtidig være skånsom mod stemmen. Tonalt fører de os over i et universelt lydlandskab, der kan
høres i folketoner i hele verden. Vi forbinder det ofte med keltisk eller mellemøstlig klang.

SEID
Seid er en del af en nordisk magisk sangtradition med stærke shamanistiske rødder*.
Seiden har rituel karakter og er en måde at få kontakt til en anden form for bevidsthed og indsigt.
Jeg har gennem mit arbejde med seiden søgt efter forbindelser mellem det oldnordiske og os moderne mennesker, og vi vil arbejde med
dette link i forløbet, bl.a. som redskab til at finde nye melodier og sange.

KROPS OG ENERGIARBEJDE
Stemme og krop er uadskillelige.Det er en helhed. Derfor er arbejdet med kroppen så vigtig når man vil styrke stemmen.
Muskler, åndedræt, stemmebånd, klangrum i munden og kroppen, forestillinger om din stemme, cirkulationen af energi m.m.
Alle disse faktorer spiller ind på dit udtryk. Gennem arbejde med kroppen og den energi der er til stede, åbnes stemmen
og flyder mere utvungen. Når energi strømmer mere frit kommer der naturlighed og større selvfølelse i hele dit udtryk, og din fremtræden som person
bliver mere autentisk.